Det teoretiske sprog har lagret sig i mig, bobler op når jeg forsøger at sige noget. Det fungerer trægt i mange sammenhænge. Det nærer og bekræfter ønsket om at ophæve alle omveje i en renere åndelighed (et højeste universitet) men det kender kun sig selv indefra. Det vil holde sig tæt op ad tomrummet, gnubbe og vurdere usandheder. Abstraktioner er som en øvelse i at holde vejret og løbe frem så langt man kan, før man behøver luft.
Lær mig at tale anderledes. Jeg er en angstmaskine, en militærbastion, et kærlighedsorgie. Mine øjne ser kun indad.
Frustrationen vil altid forklare, den angriber
og vokser på sit angreb.
Er politik og kærlighed det samme. Rider vreden sin egen cirkel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar