Jane Heap

"Self-expression is not enough; experiment is not enough; the recording of special moments or cases is not enough"

"The actual situation of art today is not a very important or adult concern; it is only interesting as a pronounced symptom of an ailing and aimless society"

Jane Heap

Vinteren igen

De siger at jorden tørrer ud på grund af frosten, men at det er sådan, at vinteren kan efterlade jorden udtørret til foråret, det forstår jeg næsten ikke. Jeg tænkte på vinteren som noget andet, som en opsparing og en tilbagetrækning. At vinteren på den måde var en skjulning. Hvis udtørring er dens arbejde, så har den ingen saft.

Noter fra klinikken

jeg fik en besked kl. 7.15 fra min arbejdsgiver der ønskede mig god arbejdsdag det var meget 'rise and shine' og der var mange udråbstegn

først blev jeg irriteret men ved eftertanke nød jeg at blive taget hånd om på den måde

jeg tænker på hvordan jeg ofte bare ønsker at nogen vil fortælle mig præcis hvad jeg skal gøre lægge mit skema

sige at jeg skal tage på arbejde, bestemme hvornår der er frokost, sende mig til noget 'fysisk' om eftermiddagen og have afmålt ingredienserne jeg skal putte i en gryde og hvornår det skal ske til aftensmad

sådan er mine desperate fantasier

jeg stirrer ind i skærmen på aftalekalenderen

min arbejdsgiver siger at han synes jeg er 'cool' fordi jeg 'bare springer ud i udfordringen'

jeg synes der er meget velvilje mellem mig og klinikken

jeg kan godt lide at have samtaler med folk der bare skal have en ny tid

udenfor er efteråret

jeg møder tilpas tidligt til at føle mig som en del af samfundet der også møder tidligt

jeg er tilpas træt om aftenen

han havde barberet sig

han sagde: hvor er det dejligt at blive rørt ved

han lagde sit ene ben hen over mig da vi skulle sove men fjernede det igen

jeg åbnede vinduet og der kom støj ind fra lastbiler

jeg kommer hele tiden til at tænke på noget der ikke er hvor jeg er

jeg kan ikke være nogen steder

nu er jeg på klinik

det hele er meget klinikagtigt

rent, hvidt, og mintgrønne nuancer

det er rart at sidde bag skranken

og være en funktion

hvis jeg skulle gøre rent her ville jeg ikke vide hvad jeg skulle gøre fordi alting virker så rent i forvejen

der er tyve andre registrerede patienter der har fødselsdag samme dag som mig

der er en fra 1922

en del fra 1930erne

alle har et kort

alle er i computeren

eller kommer det

Depressioner og mirakler

"Depression can be defined as a lack of sense, as an inability to find sense through action, through communication, through life. The inability to find sense is first of all the inability to create it"

Franco "Bifo" Berardi


"... alting ender alligevel med et voksenjob i staten"

Rasmus Nikolajsen


"Samfundet, uanset hvor trist det kan se ud, er bygget på en bund af mirakler"

Center for vild analyse

Navnene

Det er en del af overlevelsens strategi at tale om det der sker, sige forskellige navne der kan føles skamfulde. Men hvad betyder det at jeg pålægger andre den viden? Virker det omklamrende?

Der er et stærkt ubehag, som jeg godt kender. Det vil jeg nogle dage undskylde for, andre dage vil jeg ikke.

Jeg er vant til at vifte med ordene nu, det er nogle underlige flag.

11. marts

I dag stod jeg op kl.7.30 og jeg har tegnet tegninger af hvordan det føles at være i min krop. Hvordan det føles at danse og hvordan det føles at stå stille, og den tyndhed der er i mig lige når jeg vågner. Arme der ikke kan række ud, ikke ved hvad de skal derude.

Jeg vil gerne tro på at det er ligemeget hvad der er ens beskæftigelse; at naturen af ens arbejde ikke skal kendes på sin etiket, men noget dybere. Jeg kan godt lide at tænke, at man kan være modig på mange måder. Og jeg vil gerne undslippe de værste skuffelser. På en uforklarlig måde hænger skuffelsen sammen med et manglende mod. Der er en skam som ikke er ydmyg, men snarere forfængelig.


*

Mit mørklægningsgardin dækker vinduets rude helt ud til kanten. Lejligheden fremstår lystæt set fra gaden. Jeg tror ikke det er en slags paranoia, men jeg foretrækker et minimum af indsigt og udsigt, og byen kommer til at virke som et problem. En anden persons ansigt er en udsigt jeg må skærme mig imod. Der er ingen nem uendelighed; alle hovederne må fjernes for at opnå det glatte, det lange syns ro.

Det kræver en stærk tålmodighed at være åben over for det sætningen vil, ikke gøre overgreb. Der er næsten ikke andet end overgreb. En sætning der lytter til sig selv er en modig sætning. Det minder mig om kroppen der strækker sig ubesværet i sengen. Bevægelsen kommer først ud i rummet og sluger sin egen forsinkelse før den indtræffer, men er langsom nok til at være i ét som ler i sin oprindelse.


*

Jeg indser at det er vigtigt at lære at skrive om alt det der tangerer min krop, alle de oplevelser der trods alt støder til mig, men som falder ud eller suges for dybt ind når jeg hele tiden bare vogter herinde; kun lige mærker og så glemmer, alt andet end sårets uhyggelige blødhed. Jeg vil prøve at huske mere. Samle på det der klumper uden for mig, der er forstadier til sprog.

Jeg kan nogle gange komme til at tænke, at der jo ingen virkelig ensomhed findes, fordi mennesker findes og møder og meningsfuldhed findes, og alt dette er selvom jeg ikke oplever det nu, og derfor får jeg den utrolige tanke at man kan leve uden mennesker, at det bare er et spørgsmål om disciplin (at huske på at det hele stadig findes). Og så kan det fungere som en undskyldning for ikke at finde dem jeg skal finde, samtidig med at det fungerer som en horisont der gør mig skuffet over at jeg ikke har en bedre disciplin.