Blade, løb

Nu falder bladene. Jeg så Lars Åke stå under det ene kastanjetræ og feje dem sammen for et par dage siden. Hvor er det nøjsomt, tænkte jeg, at behandle plænen som en dagligstue, men det er velsagtens det man gør, man fejer jo, river blade sammen i bunker og samler dem i en ende af haven, laver dem måske til kompost (det lyder pludselig som en gryderet), og alligevel virkede det så absurd at han stod under det træ og fejede sammen, som om han slet ikke havde set, at resten af kronen tronede over ham og truede med at falde.

Men det er ikke derfor jeg skriver. Jeg skriver fordi jeg vil fortælle noget forfærdeligt. Jeg så en mand i tv, der løb 100 km med en brækket fod. Han omtalte sig selv som et køretøj, der ville køre med sømmet i bund indtil hjulene faldt af. Han vidste at det ville slå ham ihjel, men han sagde at det ikke var en mulighed for ham at stoppe. Han havde en kone og et lille barn, men kunne ikke stoppe af den grund, heller ikke for deres skyld, ikke selv om han vidste at det ville slå ham ihjel. Og han løb bare, og de stod og så det og kunne ikke gøre noget. Men ingen vovede at sørge over den sindssyge tragedie det var; det tog stadig form af 'opbakning' og støtte, for de kunne ikke gøre andet, sagde de, de vidste at der ikke var andet at gøre end at klappe når han kom i mål.

Den mand, tænkte jeg, han er os. Han er den verden, der løber sig direkte i døden med åbne øjne.

Det gjorde mig så ked af det, skræmt, virkelig skræmt, og ked af det. Desperationen poser sig ud i alle mulige og umulige tvangshandlinger, opmærksomhedskrævende projekter (kald det bare livsstile), det giver noget at holde (hårdt!) fast i.

Han sagde: "Jeg gider ikke være en af dem, der bare får et 8-16 job og nogle børn, og så når jeg bliver 80 sidder jeg og tænker, nå, hvad har jeg egentlig udrettet?"

Alle har lugtet lunten. Alle mærker på deres egen krop, hvordan mening er suget ud af livene. Hvordan der næsten ikke er noget tilbage, at vi lever i en ørken, men samtidig har alting blinkende omkring os. Verden er fyldt med ting, men vi kan ikke mærke dem, vi kan ikke mærke noget, vi lever i en ørken og vi er desperate.

(Jeg har for nylig lært, at det at bruge 'vi' i en tekst kan virke autoritativt, fordi man inkluderer læseren uden at spørge om lov, uden at vide eller åbne for, at en læser evt. ikke er med på at være et 'vi' med teksten. Men på en måde er jeg ligeglad med dem der ikke føler sig tiltalt her. Og på en måde føler jeg, at der er et vi.)

Så nu er vi tilbage og hvad har vi. Regnen og den meget tætte tåge, et udflydende grå. En ny kulde. Det sprøde i efteråret skyller væk. Det våde, dampende i bussen, frakkerne, de bortvende ansigter, stumheden. Ikke at have noget at sige, ikke at opleve noget omkring sig; dagen snævrer ind fra begge sider, legepladsen står tom. De holder op med at arbejde på huset, håndværkerne der stod på stilladser uden for mine vinduer om morgenen, døren til opgangen er nymalet og forbliver nymalet fugtig i regnen, kulden siver ind i køkkenet gennem sprækker. Jeg sidder på en kaffebar og vender alting imod mig, finder en ro inde i den situation. Måske er det lettelsen at give op, ikke at have noget at miste, så jeg pludselig går over broen på vej hjem fra byen og tænker mere på universet end på jorden, på hvor ubetydelig den her udslettelse er. At det i virkeligheden ikke tager særlig lang tid at komme ud over sin selvkærlighed. Det vil bare sige: Jeg glemmer hvorfor man skal kæmpe. Jeg løber på min egen måde døden i møde.

I dag er der helt stille (i lejligheden, på cafeen, i verden). Jeg prøver at samle tankerne om, hvorfor jeg ikke kan skrive. Hvad mit forhold, min indgang til skriften er, og hvad det har og ikke har at gøre med et litterært projekt.

Kroppen er stadig i verden; hvad skal jeg med skriftens perfektionering, med dens kunst?

Jeg skriver det her igen og igen for mig selv, men det er fordi omfanget af dets problem først for nylig er gået op for mig: Jeg drømmer ikke om at skrive et mesterværk, jeg drømmer ikke om at få en karriere, ikke på universitetet, ikke i en litterær verden; jeg drømmer udelukkende om at leve et andet liv.