Min krop er et system af tråde der snøres sammen. Jeg bruger misbruget som et skelet til dagen og som dagens tilladelse. Det er ikke en fejludvikling eller en dårlig ven, for det virker. Ofte optræder det som eneste ambulance.
En aften hvor jeg ikke kunne sove løb jeg rundt i gaderne og tænkte på at slå noget i stykker, selv om jeg synes det lyder patetisk nu. Jeg er lige ved at sige 'det offentlige rum' om det sted jeg har lyst til at slå i stykker. Det er for meget. Som om jeg står og sparker til en bygning. Man skal selv være en bygning.
søndag den 5. maj 2013
Maske/angst
"Descartes' motto: 'Larvatos prodeo' [jeg fremtræder maskeret]; det, som fremtræder maskeret, er: at jeg er angst og jeg tænker, og tanken i mig udsætter angsten, jeg er et væsen udstyret med evnen til i sig at udsætte selve væren"
Georges Bataille: Den indre erfaring
Georges Bataille: Den indre erfaring
fredag den 26. april 2013
Skrivning
Skammen over at skrive er ikke skammen over den asociale handling som skrivningen er (sådan hørte jeg en forfatter tale om det på for nylig). Det er snarere skamfuldt fordi skrivningen er alt for social; Fordi jeg i skrivningen bliver konfronteret med mig selv som et forhold i det sociale.
søndag den 21. april 2013
Dans/stilhed
"Dance manifests the silence before the name exactly in the same way that it constitutes the space before time"
Alain Badiou
torsdag den 11. april 2013
Cigaretten
Rygning sætter forbrændingen i vejret, fordi nikotinen får hjertet til at banke. Så sådan er det: Rygningen er en lille motion.
onsdag den 10. april 2013
Lagen
Jeg lå og tænkte på yogamåtten, mens min krop fortsatte med at gøre øvelserne (meget slapt og jeg glemte næsten at trække vejret), at der er en fortsætten langs den her vilje til at bevæge sig som er utrolig.
Sorgen gør sig åben og tilgængelig, det er den kind jeg vender til. Men jeg er i tvivl om jeg må det, om sorgen burde være i tilbagetrækning, og hvilket ansigt jeg så har. Jeg finder noget foruroligende i kravet om maskering. Men det virker også meget håbløst. Hvorfor har jeg det dumme håb om at sorgen skal kunne vendes ud som et lagen? Uden jeg vil det, har jeg lavet en forestilling om lagenet og forsoningen, og fået dem til at tænke sammen.

Abonner på:
Opslag (Atom)