Urørlighed

"Da jeg kærtegnede morderens hovedskal, mens han forsøgte at kvæle mig, faldt hans hænder til jorden"

Suzanne Brøgger

Statuer

Jeg lagde mig over i dynerne fordi det trak op til noget alvorligt. Det er så krævende for ordene ikke at føle sig dikterede, af bordet for eksempel stillet op mellem os og de pladser vi får. Jeg vil have at det skal være nemt at røre. 

Jeg finder ud af at min krop bærer et ønske, der har fejheden i sig. Den vil gerne læne sig op af statuer. Det er en enkel mekanisme, men det må man ikke. Gøre nogle folk til statuer.

Uden titel

Det teoretiske sprog har lagret sig i mig, bobler op når jeg forsøger at sige noget. Det fungerer trægt i mange sammenhænge. Det nærer og bekræfter ønsket om at ophæve alle omveje i en renere åndelighed (et højeste universitet) men det kender kun sig selv indefra. Det vil holde sig tæt op ad tomrummet, gnubbe og vurdere usandheder. Abstraktioner er som en øvelse i at holde vejret og løbe frem så langt man kan, før man behøver luft.

Lær mig at tale anderledes. Jeg er en angstmaskine, en militærbastion, et kærlighedsorgie. Mine øjne ser kun indad.

Frustrationen vil altid forklare, den angriber
og vokser på sit angreb.

Er politik og kærlighed det samme. Rider vreden sin egen cirkel.

Uden titel

Overgangen fra vævet, der udgør mine organer til omverdenen af mennesker og ting er en flimren. Huden er ikke en grænse. Alt der ligner noget substantielt er blot en fortætning af det samme stof der er i opløsning, en sitren der strømmer ud fra mit bryst. Der er ingen forskel på mig, maden, et stykke plastik. Jeg strømmer over i alt. Det er angstens kode.

Krydsninger

Hun kom frem fra køkkenet og jeg så at hun bar sit åbne ansigt. Det var sådan hun vandt min loyalitet engang for længe siden og sådan vinder hun den igen suverænt idet hun bevæger sig hen over alle de forhindringer jeg kunne have opfundet. Frem fra køkkenet, ud mod mig. Forbi personer vi deler. Jeg sad på sofaen hele den aften og lagde min katastrofe frem lidt ad gangen over for en person vi begge to elsker. Hun med en gammel, jeg med en lidt nyere kærlighed.

Uden titel

Sulten er den vigtigste følelse,
den er tilbageerobringen af et område, grænsen
flyttet længere ud

Kampret

Dagen gryede saa sorgfuldt,
men se nu lyser Regnfaldet!
Under du ikke Dagen dens Kampret?

(Johannes V. Jensen)