En gammel note:
"Når jeg rejser væk fra ting, har jeg det bedst med hvad end det er jeg har ladt tilbage. Det er en tilværelse som observatør, det er uden for døren og man kan ikke komme ind, for man er nødt til at gå ud igen. Jeg er nødt til at tage afsted"
Afstanden/at gå ud igen synes at være en betingelse for at kunne komme overens med det kaosfyldte eller for overhovedet at kunne se det.
I begyndelsen til Stadier på Livets Vei skelner Kierkegaard (eller fortælleren) mellem det at huske og det at erindre ved at se erindringen som en "Kraft", der bringer på afstand. Erindringen er her en slags poetisk koncentration, der intet har at gøre med at huske en begivenhed "til Punkt og Prikke", men er karakteriseret ved en form for indsigt ("Indvielse") i begivenhedernes væsensfylde.
Mens man får dette 'klarsyn' eller 'poetiske syn' forærende på rejsen, hvor man befinder sig i en slags undtagelsessituation og alt synes på afstand (det virker i sidste ende uholdbart, det risikerer at transformere sig til flugt), er det sværere at etablere for sig selv 'på stedet' (jf. hele tiden at må gå ud igen): "At trylle det Forbigangne til sig er ikke saa vanskeligt, som at trylle det Nærmeste fra sig for Erindringen. Dette er egentlig Erindringens Kunst og Reflexionen i anden Potens."
Muligheden er at etablere en form for eksil, der kan være indeholdt i 'stedet'. En krog, hvorfra man kan betragte uden at være nødt til at gå ud hele tiden:
"Er det sandt, hvad Digteren siger: bene vixit qui bene latuit, [den har levet vel, som har gemt sig vel] saa har jeg levet vel, thi min Krog var godt valgt. Vist er det ogsaa, at Verden og Alt hvad som derudi befindes aldrig tager sig bedre ud, end naar det sees fra en Krog, og man maa liste sig til at see; vist er det ogsaa, at Alt hvad der er hørt i Verden og skal høres, lyder lifligst og mest fortryllende hørt fra en Krog, naar man maa liste sig til at lytte."
Inciterende og alligevel, måske også forstemmende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar