En terapiform, der ikke går ud på at bringe uoverensstemmelser til forsoning, men kun på at blive bevidst om de situationer, man ikke bryder sig om at være i, for derefter mere effektivt at kunne stikke af/fjerne sig fra dem.
Problemet med terapeutiseringen er, at der fokuseres på at få det bedre med den måde, situationerne/det sociale er. Man leder efter grunde i sig selv, der skal redde trådene ud i den oplevelse af ubehag man har, for derefter at kunne indgå i de samme situationer på en mere hensigtsmæssig måde (for ens overlevelses og ’mentale helbreds’ skyld).
Udgangspunktet i den logik er, at forskelligheden skal rummes i individet for at det kan være som andre – være ’normal’, ikke være en afviger, ikke have for stærke præferencer. Det forudsættes, at det sundeste er at lære at takle bestemte situationer/mennesker/omgangsformer/følelser, i stedet for at bruge tiden på at opstøve eller opfinde nye måder. En ikke-forsonende terapi vil opfordre folk til at stikke af, til ikke at gå på kompromis med sin vrede, til ikke at rette problemet indad og forstå det som en helingsproces i det psykologiserede selv.
At lære sig selv at kende er ikke at grave dybere i spørgsmålet om, hvorfor jeg ikke fungerer. Spørgsmålet er ikke: Hvorfor kan jeg ikke nyde det her? Det er snarere: Skal jeg være her?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar