Protest imod forklaringen

At tale eller holde på tavsheden i forskellige situationer (her den første):

1. Familien

Vi har indgået en ny kontrakt: vi skal lære hinanden at kende igen. Det var resultatet af et møde – der var kulminationen på flere telefonsamtaler – der var fremprovokeret af julen og ’mødet’ med mig i julen – hvorefter min familie besluttede (virkede det som om) at ’række ud’ efter/tage fat i mig – altså: de ville have mig i tale.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med den henvendelse. Jeg vidste ikke om jeg skulle reagere med raseri, så jeg opstillede følgende kompromis: Vi kan mødes, så jeg kan få lov til at blive vred. Det er på de præmisser, jeg vil mødes. Indbygget heri: I skal ikke regne med forsoning. Jeg tænkte selv, at det var en god balance mellem viljen til at forandre de eksisterende relationer (i stedet for at flygte fra dem, dvs. ikke møde op) og insisteringen på, at 'forsoningen’ ikke bare lader sig indfinde.

Men så nemt går det ikke. Der er en særlig impuls, der gør, at tilstedeværelsen af den anden/de andre automatisk mildner ens vrede/får en til at søge kompromiset. Det er på sin vis en meget fin ting, som jeg tænker har evolutionistiske fordele og alt mulig – det understreger for mig også en vis uafskrivelig loyalitet med ens ophav; en vis forpligtelse til at huske og forstå lige præcis dem, fordi de gav deres bevidsthed (verden) videre til mig, og derfor er det ikke til at ignorere, hvilken voldelig handling det ville være at afvise dem fuldstændig. Det ville i en vis forstand være at afvise mig selv.

Det var egentlig en afstikker. Det jeg ville frem til, som kommer i forlængelse af disse erfaringer, er spørgsmålet om, hvad det betyder at begynde at ’tale sammen’ i denne her situation (uforsoneligheden kunne ikke rummes i mødet – jeg var ikke stærk nok, eller også var det fint nok jf. ovenstående – og jeg er ’gået med til’ at vi gør noget i fællesskab for at komme tættere på hinanden/ikke glide ud i den totale fremmedgørelse): Hvad er det for en tale, der skal bygge bro over det, jeg oplever som uforsoneligt? Jeg er bange for, at den intention, der er udgået fra min familie, og som jeg delvist modstræbende gik ind på, bygger på en autencitets-længsel, dvs. på en drøm om forståelse, der ignorerer hele min protest, fordi den tror, at så længe vi bare forklarer mere for hinanden, vil vi også forstå.

Jeg skal begynde at forklare mere om mig selv, det jeg laver, det, der betyder noget for mig (det frustrerende resultat af at jeg selv sagde, at jeg ikke følte, de vidste noget om alt det). Men pointen er den, at vi ikke kan tale om det, de ikke forstår – vi kan på forhånd kun tale om det, de allerede forstår, eller er i stand til at forstå.

Men hvad er så strategien? For det første er det som antydet en blindgyde at anvende bekendelsen. Det er en slags fristelse, der altid ender i den samme situation: endnu mere fremmedgørelse + følelse af at have udleveret sig selv (symptomer: træthed, frustration, endnu større kedafdethed). Bekendelsen er som regel et stort følelsesudbrud, de andre står magtesløse overfor. Bekendelsen udsletter den anden – der er ikke nogen reaktion til rådighed, der ikke bidrager til at ydmyge den bekendende endnu mere. Det er den bekendende pinligt klar over, deraf det totalt destruktive i situationen.

Forklaringen (at fortælle ’noget’ eller ’mere’ om mig selv for at vi kan lære hinanden at kende) har på en eller anden måde en lignende ydmygelse ved sig. Jeg græmmer mig hver gang jeg skal svare på de her ’opklarende’ spørgsmål i telefonen, også efter jeg lige er gået med til at gøre denne indsats. Jeg bakker tilbage i uforsoneligheden. Jeg begynder at tvivle på, om det er et godt projekt at 'tale mere sammen'. Men, hvis jeg vil afbryde den nye ’korrespondance’ så vil min beslutning (eller de overvejelser, der får mig til at tage den beslutning) indebære, at jeg modstår fristelsen til at forklare hvorfor, jeg ikke mener, det kan lade sig gøre/ikke er en god ide, endsige bekende. Jeg er med andre ord tvunget til at snige mig udenom eller få afsporet de samtaler, hvor jeg føler, jeg udleverer mig selv i autencitets-længsel/forpligtelse, og bedst muligt få skabt en imødekommenhed uden at give noget bort. For at skabe en mere etisk relation, må forestillingen om at nå ’dybere’ skiftes ud med en, der er mere bevidst om afstandens og tavshedens betydning. Det jeg vil frem til er, at overskridelsen af forklarings- og bekendelses-relationen kræver en bestemt form for tavshed.